Parforholdet er fundamentet i en sammenbragt familie
I sammenbragte familier står parforholdet ofte over for ekstra pres
Parforholdet skal plejes
I en sammenbragt familie er der mange relationer, der skal finde hinanden – børn, bonusforældre, søskende og eks-partnere. Det kan være fristende at lægge al sin energi i at få hverdagen til at fungere og sikre, at børnene trives. Men midt i det hele er det afgørende ikke at glemme det, der holder hele konstruktionen sammen, nemlig parforholdet.
Der er gamle historier, nye roller, forventninger og sårbarheder, der hurtigt kan skabe afstand. Hvis man ikke plejer den nære relation mellem de to voksne risikerer man, at utrygheden siver ud i resten af familien. For hvis kernen – parret – ikke har det godt, mærker alle det.
Det kræver mod og bevidsthed at insistere på tid til hinanden. Ikke kun som forældre eller praktiske partnere, men som kærester. Det kan være alt fra små samtaler uden afbrydelser, aftaler uden børn eller det at støtte hinanden, når opgaven som bonusforælder eller biologisk forælder føles svær.
At have fokus på parforholdet handler ikke om at nedprioritere børnene – tværtimod. Når de voksne står stærkt sammen, giver det tryghed og ro til hele familien. Et kærligt, ærligt og tæt parforhold er det fundament, der gør det muligt at navigere i alt det komplekse, som livet i en sammenbragt familie indebærer.
